skip to Main Content
Arla Vægter Sikkerheden Højt

Arla vægter sikkerheden højt

Med knap 20.000 medarbejdere fordelt på mere end 30 lande, er Arla Foods blandt verdens største mejerikoncerner. Mælkegiganten omsætter årligt for milliarder af kroner og har adskillige datterselskaber under sig. Men ingen roser uden torne. Sikkerhed og crisis management er kommet på dagsordenen.

’Dansk Arla-ansat skudt i Saudi Arabien – En medarbejder hos Arla i Viby blev lørdag skudt og såret i Riyadh på vej hjem fra arbejde. IS-ekstremister tager ansvaret’, Kilde: TV2.

Meldingen fra nyhedsmediet var ikke til at tage fejl af. Vi skriver november 2014, og Peter Lenk-Hansen er netop stået op til en mareridtsdag af de værre.

Som HR-ansvarlig for Consumer International i Arla – den del af koncernen, der har med alle andre lande at gøre end Danmark, Sverige, UK, Tyskland, Belgien, Frankrig og Holland – er han blandt de første, der får den gruopvækkende nyhed at vide.

En krise i ordets egentlige forstand er under opsejling, ja vel egentlig allerede indtruffet. Som et lyn fra en klar himmel og helt uden forudgående advarsler.

“Som HR-mand er det én af de værste beskeder, man kan få. Medarbejderne er Arlas vigtigste aktiv, og når sådan noget som det her sker, er det klart, at alle alarmklokker ringer,” siger Peter-Lenk Hansen under et interview her et halvt års tid efter, den ulykkelige hændelse indtraf.

Henley Business School sætter spot på Crisis Management

Anledningen er en Masterclass med titlen Crisis Management& Corporate Reputation, som Henley Business School har givet danske ledere med ansvar for personalesikkerhed, krisestyring og strategisk kommunikation mulighed for at deltage i.

Og den var Peter Lenk-Hansen ikke sen til at benytte sig af. For når man som han er ansvarlig for personalesikkerhed i en dansk funderet og verdensomspændende virksomhed, der opererer i uroplagede og ustabile lande, er risikoen for terror, korruption, kidnapning og svind blevet et grundvilkår, man ikke kan undgå at forholde sig til.

“Danske virksomheder – især dem, der agerer internationalt
– står overfor problemstillinger, de ikke tidligere har skullet adressere. 11. september, Muhammed-krisen, vores internationale militære engagementer i navnlig Afghanistan og Irak, gør, at Danmark er kommet i terrorens søgelys”

-siger han.

Arla-koncernen er verdensomspændende og har udover det meste af Nordeuropa aktiviteter i blandt andet Rusland, Kina, Mellemøsten og Afrika. Flotte nøgletal skorter det således ikke på. Men der er altså en bagside af medaljen. For med til billedet hører en udtalt risiko for terror, svind og korruption.

Anderledes kan det ikke være, når man som en stor dansk virksomhed agerer på urolige verdensmarkeder, i en verden der efter 9/11, ikke er som den var engang. Af samme grund står crisis management, beredskabsplaner og krisestyring højt på Arlas agenda.

“Vi er truet som aldrig før, og det stiller nye krav til vores sikkerhed og de beredskaber, vi sætter i værk, når uheldene er ude,” lyder det fra Peter-Lenk Hansen, der derfor stræber efter at holde sig så godt orienteret som muligt med, hvad der rører sig inden for krisestyring, risikovurdering og planer for beredskaber.

“Arla indgår i en række sikkerhedssammenarbejder med andre store danske virksomheder – herunder Mærsk, Vestas og Carlsberg, hvor tidens aktuelle sikkerhedsudfordringer og mulige løsninger herpå bliver drøftet. Dansk Industri er tovholder, og møderne er gode fora at få nye input fra”

-siger han og fortsætter:

“Selv taler jeg jævnligt med diverse sikkerhedsrådgivere og kollegaer i branchen, lige- som jeg hyppigt deltager i kurser og på Masterclasses som dén, Henley i dag arrangerer. De giver gode muligheder for lade sig informere, inspirere og diskutere”

-forklarer han han og får et bekræftende nik af manden, der står ved hans side. Ole Madsen hedder han og er af Peter Lenk-Hansen blevet inviteret med på Masterclassen, for som nyansat Head of Security i Arla at blive on borded i sin nye stilling.

Ole Madsen er tidligere chefkriminalinspektør og har 34 års erfaring fra ansættelser ved politiet. Det er derfor ikke en Hr. hvilken som helst, Peter Lenk-Hansen har allieret sig med. Ole Madsen har før haft eneansvaret for EU’s samlede politistyrke i Kosovo og har desuden stået i spidsen for de mere end 300 ansatte, der arbejder for Østjyllands politikreds.

En kompetent herre altså, som mejeriproducenten har hyret for, med Peter Lenk-Hansens ord, “at blive endnu skarpere på sikkerheden
i firmaet, og for sikre, at vi handler, kommunikerer og koordinerer, som vi skal, hvis kriser skulle opstå”.

Arla ramt af kriser

Og det er der god grund til, for ligesom andre danske virksomheder
har heller ikke Arla kunne undslå sig det trusselsbillede, som globaliseringen og forandringer i det geopolitiske landskab har ført med sig, og som lettere end før kan bringe kriser med sig.

Kriser som den i den Saudiske hovedstad Riyadh, men også kriser af knap så dramatisk karakter, der imidlertid skal håndteres med samme nidkærhed og med mindst muligt skade til følge.

Et eksempel på en sådan krise kunne være dén, der ramte Arla for ganske nylig og atter en gang bragte mejeriet på avisernes forsider og i de landsdækkende nyhedskanaler.

Denne gang for afsløringen af, at Arla – i strid med menneskerettighederne og i mindst 10 år – har tilbageholdt en lang række lokalt ansatte gæstearbejderes pas. Ansatte, der typisk kommer fra fattige kår i Asien, og som for at tjene til familien i hjemlandet har søgt arbejde på Arlas fabrikker i Mellemøsten.

“I Arla definerer vi kriser som ustabile eller farlige situationer, der potentielt vil kunne influere negativt på enten medarbejdere, kunder, fødevaresikkerhed, forretningen eller på vores rygte/omdømme. Sagen med de tilbageholdte pas, falder ind under sidstnævnte og bliver derfor behandlet derefter. Den risikerer at slå skade på vores brand og omdømme, og vi ruller derfor et kriseberedskab ud, ligesom vi gjorde det i tilfældet med påskydningen i Riyadh,” siger Peter-Lenk Hansen.

Forskellige kriser kræver forskellige beredskaber og krisestyring

Mens det efter hændelsen i den saudiske hovedstad Riyadh drejede sig om at slå ring om Arlas øvrige udsendte expats og sikre den rette behandling af den skudramte, er den aktuelle situation med pas-skandalen af en mere formidlingsmæssig karakter. Her handler det om at få kommunikeret hurtigt og sikkert ud til pres- sen og på de sociale medier, at man er opmærksom på fejlen, at man beklager, og at man straks retter op på de ulovlige, men dog – skal det retfærdigvis siges – i Saudi Arabien, ikke ualmindelige tilstande.

“I krisesituationer som denne, og alle andre i øvrigt, har vi i Arla klare regler og minutiøst planlagte samt indarbejdede procedurer for, hvem, der handler, hvornår de gør det, hvordan og med hvilke midler. Beredskabsplanerne er nedfældet og kommunikeret klart ud til alle relevante personer i organisationen. De er blevet til på baggrund af på forhånd nøje udførte sikkerhedsvurderinger og efter kyndig bistand fra eksterne sikkerhedsrådgivere”

-siger Peter Lenk-Hansen og fortsætter:

“Vores kriseteams består afhængigt af situationen af den ansvarlige forretningschef, en pressechef, den lokale chef, HR og eventuelt også eksterne specialister i sikkerhed. Endelig er også vores CEO inde over, og det er således et større apparat, der rulles ud, når der opstår kriser i Arla-regi,” siger HR-chefen.

En sund sikkerhedskultur

Arla udmærker sig således ved sit omfattende sikkerhedsapparat, der til forskel for mange andre – også større virksomheder herhjemme – er gennemtænkte og velafprøvede.

For som det kom frem på Masterclassen, er det faktisk de færreste virksomheder, der investerer tilstrækkelige midler og ressourcer til sikkerhed. Kun få har skabt en egentlig sikkerhedskultur, hvor sikkerhed er noget, der opfattes som en naturlig del af den daglige adfærd, og hvor procedurerne omkring den giver mening for den enkelte ansatte.

Det gør de tilsyneladende hos Arla, hvor alle medarbejdere har ind- sigt i og forståelse for, at den megen fokus på sikkerhed ikke kun er for virksomhedens bedste, men også for dem selv, lyder det.

“Vi bestræber os på at skabe et sundt og tillidsfuldt klima med klare politikker og synlige retningslinjer, der tillader, at man kan tale åbent og fordomsfrit omkring sikkerheden”

“Det virker afmystificerende at informere uden filtrer, og gennemsigtigheden bidrager til, at diverse forebyggende sikkerhedsforanstaltninger – herunder den temmelig nidkære screening, som de fleste ansatte bliver underlagt forud for ansættelse – ikke opfattes som diktatorisk kontrol og overvågning, men som tiltag, der kommer alle til gode,” siger Peter Lenk-Hansen.

HR-chefen fortæller desuden, hvordan alle ansatte i Arla, der arbejder i og rejser mellem højrisikolande, bliver tilbudt kurser i såkaldt Personal Security Awareness-træning. En træning, der faciliteres af det internationalt anerkendte britiske sikkerhedsfirma, NYA, og som ifølge Peter Lenk-Hansen bidrager til det samlede billede af, at Arlas sikringspolitik er til for alles bedste.

“Vi må og skal leve op til vores duty of care, hvilket vil sige, at vi som en ansvarlig virksomhed tager vare på både os selv som forretning, men så sandelig også på vores medarbejdere. Det mener jeg i al beskedenhed, at vi gør. Blandt andet ved hele tiden at holde vores procedurer opdateret og ved kontinuerligt at teste af dem af blandt kollegaer i branchen, på Masterclasses som denne på Henley, og hos eksperter på området”

-siger Peter Lenk-Hansen og slutter:

“For nok er vi gode, men der er altid plads til forbedring, og i Arla stiller vi os ikke tilfredse med halve løsninger – vores medarbejdere fortjener bedre. Det er vores ansvar at skabe de bedste betingelser for medarbejderne. Kun herved kan vi sikre tilfredse og effektive medarbejdere, der kan bidrage til Arlas ansvarlige vækst,” siger han.

Vil du vide mere om Henley MBA’en, og hvad den har betydet for andre?

Se videoer her

By: jeppe.scharling

Del denne artikel på:

TwitterFacebookLinkedInEmail

Relateret artikler

Danske virksomheder skal være bedre til krisestyring

  • 25. juli 2016
Muhammedtegninger, 9/11 og danske styrker i internationale militære operationer har vendt op og ned på trusselsbilledet. Danske virksomheder er blevet mål for terrorister og andre med ondt for øje.Og det stiller nye og mere omfattende krav til virksomhedernes sikkerhed, krisestyring og beredskab, der også må forholde sig til korruption i egne…

Navigating Disruption – vil du udvikle eller afvikle?

  • 19. oktober 2016
Disruption. Fænomenet er allestedsnærværende og ikke en dag går uden nye artikler og analyser om det nye buzzword, der for alvor har vundet indpas på ledelsesgange verden over. Nyt eksklusivt program tager pulsen på de accelererende teknologier og giver konkrete bud på, hvordan man som leder kan arbejde med disruption som…

Danske ledere hædres – kulminationen på en Henley-MBA

  • 31. oktober 2016
”Dear all, I offer you my warmest congratulations as you graduate today. You will doubtless feel a great sense of achievement and so you should”.Med disse ord indledte John Board, Dekan for Henley Business School, sin hyldesttale til de ca. 500 ledere fra forskellige dele af verdenen, der efter års…
Back To Top