Наши партнеры
skip to Main Content
Hvilken MBA Skal Jeg Vælge?
Hvilken MBA skal jeg vælge?

Hvilken MBA skal jeg vælge?

Der findes mange forskellige MBA-uddannelser i Danmark, der alt afhængig af udbyder kan have forskellige faglige toninger. Markedet er broget og kan til tider være en jungle at finde rundt i. Derfor er det vigtigt at undersøge udvalget grundigt og tænke sig gevaldigt om, inden valget af program træffes.

Fuldtid eller deltid? Praktisk eller teoretisk? National eller international? Ugentlig arbejdsbyrde? Udbytte og kvalitet?

Der er meget, man skal forholde sig til forud for valget af den rigtige MBA-uddannelse i Danmark. Informationerne og kombinationsmulighederne er mange, og det er derfor afgørende, at man sætter sig grundigt ind i markedet for uddannelser, inden man sender sin ansøgning af sted. Med nedenstående MBA-tjekliste fra Henley Business School er du godt rustet til opgaven.

”MBA er ikke en beskyttet titel, og i Danmark kan man finde en lang række udbydere af uddannelsen, både på private og offentlige institutioner. Indholdet i de forskellige MBA-uddannelser varierer meget, og derfor skal man kigge sig godt for”,understreger Chris Shern, direktør for Henley Business School – Danmark.

Han peger på MBA-udbydernes akkrediteringer, som et godt sted at starte.

”Der findes ikke en verdensomspændende akkrediteringsmyndighed på MBA-markedet, og derfor bør man undersøge, hvilken myndighed, der har blåstemplet uddannelsen. De mest anerkendte akkrediteringsinstitutioner er det amerikanske AACSB, det engelske AMBA og det europæiske EQUIS. Har udbyderen én eller flere af dem, kan man forvente, at standarder er overholdt, og at der er kvalitet i undervisningen,” siger han og fortæller, at muligheden for momsfritagelse er et parameter, man også bør forholde sig til. Den gælder nemlig kun for uddannelser, der er godkendt af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, lyder det.

Hvem henvender MBA-uddannelsen sig til?
De fleste MBA-uddannelser har et bredt orienteret fagligt formål og bringer med udgangspunkt i ledelse og organisation, den studerende omkring de klassiske erhvervsøkonomiske discipliner – fra strategi, HR, personaleledelse og marketing over økonomistyring og regnskab til organisationsanalyse og processtyring.

”Man får med andre ord en grundig generel forståelse af grundlæggende ledelsesmæssige discipliner, hvilket specialister – men også alle andre – der er kommet til et punkt i karrieren, hvor de måske har fået mere personaleansvar og øget beslutningskompetence, kan drage nytte af”, siger Chris Shern og uddyber:

”På MBA’en arbejder man desuden ofte med lederrollen og i særdeleshed sin egen lederrolle. En MBA er derfor overvejende for ledere i det private erhvervsliv, som har en videregående uddannelse bag sig samt flere års erfaring med ledelse”, siger han.

Men også offentlige ledere er begyndt at få øjnene op for MBA-uddannelserne. Måske fordi enkelte af udannelserne skiller sig ud ved deres specifikke udbud rettet mod med bestemte målgrupper, som ønsker at specialisere sig indenfor bestemte retninger.

”Ledere inden for shipping, ledere med tekniske uddannelser eller ledere inden for byggeområdet, ser vi stadig flere af”, fortæller Chris Shern.

Den klassiske MBA-studerende er derfor ikke nem at rubricere, om end der dog er fællesstræk, som gør, at man med rimelighed kan dele de studerende ind i tre grupper med hver deres karakteristika: De yngste, der allerede under studietiden ved, at de vil tage en MBA. De lidt ældre, der et stykke inde i karrieren finder ud af, at de trænger til nye udfordringer, mere indflydelse, større ansvar eller øget fagligt indsigt i internationale problemstillinger og globale virksomheder. Og endelig de mere garvede ledere, der betragter MBA’en som en teoretisk opkvalificering mere end et forum for ny viden om aktuelle ledertendenser.

Hvor meget arbejde skal man lægge i en MBA?
En MBA-uddannelse kan tages på både fuld- og deltid. De fleste vælger deltidsordningen – det som også kaldes en Executive MBA -, da den giver mulighed for at integrere studier med arbejde. En Executive MBA tager typisk 2-3 år, og kan, afhængig af udbyder, gennemføres i enten ét stræk eller over flere etaper. Uanset hvilken model man vælger, skal man regne med at bruge i omegnen af 10-15 timer om ugen på hjemmearbejde i tillæg til den tid, man bruger på selve undervisningen. Hertil kommer perioder med spidsbelastning og opgaveskrivning, hvor man må forvente at skulle lægge lidt flere timer oveni.

 

”En stor mundfuld, ja, men med god planlægning, koordinering og en fornuftig forudgående forventningsafstemning med familie, venner, kolleger og chefer, kommer langt de fleste helskindet gennem forløbet”, lyder det fra Chris Shern.

 

Hvad får man ud at tage en MBA?
Men hvad er så formålet med at tage en MBA? Hvilken betydning har en MBA for karrieren? Og for dig personligt? Hvad bidrager den med, og hvad får man ud at den investering, det er at læse en MBA? Tidsmæssigt såvel som økonomisk.

 

”De fleste angiver det praktisk-faglige udbytte, nye ledelsesværktøjer og det teoretiske kompetenceløft som de primære årsager til at tage en MBA. Men også netværk på tværs af brancher og organisationer, inspiration, strategisk indsigt, cv-pleje, og personligt udvikling står højt på listen over de studerendes bevæggrunde for at tilbringe de knap tre år på skolebænken”, siger Chris Shern, der også kunne henvise til statistikker, der viser, at en MBA på cv’et ofte fører til mere i lønningsposen og kortere afstand mellem trinene på karrierestigen, som motiverende faktorer for ledere, der overvejer den eftertragtede lederuddannelse.

 

Men før beslutningen træffes, er det altså, som det det indledningsvist blev fortalt, en god at ide at orientere sig på markedet for MBA-udbydere. Et marked, der er broget og ofte svært gennemskueligt. Kig derfor tjeklisten igennem og bliv klogere på de spørgsmål, du bør forholde dig til, inden du sender ansøgningsblanketten af sted.

God fornøjelse!

MBA tjekliste

Download som PDF

Indledende refleksionsspørgsmål

Hvad er mit formål med en MBA uddannelse?

Type af MBA-uddannelse

  • Fuldtids- eller deltids MBA?
  • MBA i generel ledelse eller en specialiseret MBA uddannelse?
  • Internationalt eller dansk MBA bevis?
  • Uddannelsens varighed?
  • Hvor mange timer skal jeg investere pr. uge?
  • Har jeg det antal timer tilgængelig pr. uge? (husk at tage familien med på råd)
  • Har jeg opbakning fra min organisation?

Form og indhold

  • Hvordan er programmet struktureret ifht. fremmøde, teamwork og selvstudie?
  • Hvor og hvor ofte skal jeg møde op til undervisning?
  • Hvilke personlige udviklingsmoduler er der på programmet?
  • Hvilke undervisningsmaterialer benyttes?
  • Hvorledes passer fagene til mine behov?
  • Hvordan bliver jeg vurderet på min indsats undervejs?
  • Skriver jeg opgaver for min egen organisation eller arbejder man efter cases?
  • Er uddannelsen internationalt orienteret?
  • Hvilken profil har underviserne?
  • Hvilke netværksmuligheder tilbyder uddannelsen – under og efter studiet?

Fleksibilitet

  • Har jeg mulighed for at holde pauser undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt?
  • Har jeg mulighed for at stoppe undervejs i studiet og alligevel få et diplom?
  • Kan jeg fortsætte med at studere, hvis jeg flytter udenlands?

Akkrediteringer

  • Er MBA uddannelsen akkrediteret?
  • Hvem har akkrediteret MBA uddannelsen?
  • Har jeg behov for, at uddannelsen skal være internationalt anerkendt?

Finansiering og betalingsforhold

  • Såfremt jeg selv skal finansiere min MBA, har jeg mulighed for en bruttolønsordning?
  • Forpligter jeg mig økonomisk til hele MBA uddannelsen eller kun for en del ad gangen?

By: Heidi Lorenzen

Del denne artikel på:

TwitterFacebookLinkedInEmail

Relateret artikler

Bliv bedre klædt på som leder

  • 9. oktober 2017
CBL er en fokuseret lederuddannelse, der kombinerer teoretisk viden med et stort fokus på den personlige udvikling som leder. Målet er at styrke dig som leder – professionelt, personligt og i din rolle som leder. CBL er en praktisk orienteret lederuddannelse, der er målrettet mod at give dig de rette…

Den naturlige leder

  • 7. marts 2020
Stærk vilje, evner og lyst til at lede, protestantisk etik og dedikeret iver efter at tage ansvar og forandre til det bedre. Margrethe Vestager har det hele, og det er med bl.a. de egenskaber, at karrierekvinden gennem mere end 25 år i dansk politisk har sat det ene uudslettelige fingeraftryk…
Back To Top